Faner

søndag den 16. september 2012

Ræv på toppen


Her er den røde ræv, som blev brugt på Jens' hue. Jens fik bare en lille bette en på sin hue, men de jeg har lagt ud på shoppen er store.

Jeg har en lang række kreaprojekter, der står i kø, til at blive lavet. Kender I det? Én af mine projekter er, at jeg skal have strikket en hue til mig selv, også selvom jeg ikke har huehoved. September måned kan jo også være kold og er det faktisk allerede en smule, synes jeg.

onsdag den 12. september 2012

Jens med pels

Jeg har to skønne søstre med skønne børn. I sidste uge fik min niece Ingeborg en strikket djævlehue af mig og i dag fik min nevø Jens en strikket elefanthue. Der skal jo ikke gøres forskel, vel;-) 

Elefanthuen er samme model, som den jeg strikkede til Johanne sidste vinter og som hun faktisk stadig kan passe. Det er rart med strikkede ting, der vokser sammen med barnet:-)

Denne gang strikkede jeg den på en halv pindstørrelse mindre, for at få den lidt mere fast. Derudover justerede jeg et par steder, men ellers er den helt den samme. Den er også som sidst strikket i den vamsede Alpaca 3 fra Isager, som jeg stadig er helt vild med.
Farverne, der er brugt, er de samme på Johannes elefanthue - blot omvendt. 

Altså børn er jo meget svære at tage billeder af og 5 måneder gamle Jens er ingen undtagelse. Men han ser da glad ud, ik? :-)

På Jens' hue satte jeg en lille pompon af Rød Ræv særlig indkøbt til denne hue. Jeg sidder lige nu og laver flere pomponer af Rød Ræv til at lægge ud på værkstedsbutikken, men det laver jeg et indlæg om senere.


mandag den 3. september 2012

Lidt lunt fra bunken


Det er godt, jeg har fået nevøer og niecer, der kan aftage nogle af alle mine "projekter";-)

I weekend var min dejlig, lille niece, Ingeborg og min søster, på besøg.
Der blev hygget og bl.a. snakket om strik.

Men når min søster begynder at rode i bunken af uafsluttede strikkeprojekter, så får jeg altså lidt varme ører. For der er godt nok en del i bunken. Jeg ved heldigvis, at jeg ikke er den eneste, der har denne udfordring. Her i blogland har jeg læst flere indlæg af samme type og set billeder af næsten færdige strikarbejder, som bare lige mangler det sidste. Hvor er det dog rart at blive bekræftet i, at det er helt normalt;-)

Måske jeg også skulle tage et billede af mine uafsluttede ting og lægge på bloggen. Måske det kunne sætte lidt skub i sagerne. Jeg kan jo lige så godt tage beslutning om enten at få tingene gjort færdig eller få det smidt ud. Sådan!

Nå, men tilbage til Ingeborg. Min søster fandt en djævlehue i alpaca i bunken, som bare manglede at få bindebånd og pompon på. Den sad helt perfekt på Ingeborgs knap 5 måneder gamle hoved, så jeg tilbød straks at lave den færdig. Min søster valgte hvilken pompon hun ville have i - det blev en lille vaskebjørnspompon.



søndag den 2. september 2012

Nuancer

En pels er fyldt med nuancer og det er jo én af de ting der gør en pels så smuk.
Her er nogle af de pomponer jeg har lavet af Finsk Vaskebjørn.

De store pelspomponer er fra ryggen.
De er karakteristiske med deres lange dækhår, hvor spidserne ser ud til at være dyppet i sort maling :-). Hvert enkelt hår består af 3-5 nuancer i hele dets længde og det giver en flot dybdeeffekt.

De mellemste pomponer er fra vaskebjørnes sider.
Her er pelsen mere "ulden" og underulden kan være kruset. Det gør dem mere runde.
Pelsens farve fra dette område er også lysere, da der er færre sorte spidser og underulden er lysere end på ryghårene.

De mindste pomponer er fra benene.
... eller rettere fra lårene og det øverste af benene, hvor der stadig er nogle lange hår.
Hårene er meget mørkebrune og meget tætte. Når jeg laver pomponer fra dette område, bliver de meget assymmetriske og meget forskellige.

God søndag til jer alle.