Faner

Viser opslag med etiketten gamle strikkehæfter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gamle strikkehæfter. Vis alle opslag

onsdag den 28. september 2011

Nye, gamle strikkehæfter

I dag fik jeg 11 fantastiske gamle strikkehæfter/strikkebøger med posten, som en af mine faste læsere var så sød at sælge til mig. Der er strikkehæfter fra 1938 til 1970'erne med mange fine og inspirerende opskrifter i. Hæfterne er fra Løve Garn, Hjertegarn, Ulricks Strikkeklub og Sønderborg Garn.

Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet over titler til modellerne som f.eks.: 
"Praktisk velsiddende skolekjole"
"Klædelig og praktisk kjole"
"Morsom barnebluse"
"Fikst og praktisk cardigansæt"
... og en af de gode
"Aparte ungpigebluse" (det er den du kan se her under;-))

Fra de ældste bøger findes der også en opskrift på en
"Strikket Strandpyjamas" (blev den nogensinde et hit?)

Jeg er stadig interesseret i flere strikkebøger fra 1950'er - 1970'erne, så skriv endelig til mig, hvis du har nogle til salg eller ved hvor jeg kan finde dem.

tirsdag den 20. september 2011

EFTERLYSNING!



Der er et eller andet ved gamle strikkeblade, som jeg slet ikke kan stå for. Særligt strikkeblade fra 1950'erne, 60'erne og 70'erne er spækket med vidunderlig strik. Jeg kan sidde og læse i dem igen og igen og drømme om, at jeg da bare lige lynhurtigt kunne strikke en pullover på pind 2 til mig selv. Det tror jeg så aldrig kommer til at ske! Men tænk engang - dengang strikkede næsten alle husmødre fordi det kunne betale sig og fordi der ikke fandtes alle de tekstiltyper som der findes i dag. I dag er det ikke længere en nødvendighed at strikke for at kunne holde varmen eller være med på (strikke-)moden og det kan på ingen måde betale sig. Alligevel er vi mange der stadig håndstrikker og jeg gør det af ren og skær lyst. Det er en fornøjelse at se et strikkeprojekt blive til.
Jeg nøjes ikke altid med kun at kigge i bladene. Nogle gange bliver jeg inspireret til egne modeller til babyer og børn og giver dem et tvist af nutid. Bl.a. har jeg bemærket at pasformen fra den tid ofte er lidt stram eller firkantet og halsåbningerne er ofte meget små.
Min lille passion for gamle strikkeblade får mig til at efterlyse flere blade. Måske har du selv, din mor eller din bedstemor nogle liggende eller måske du har set nogle på et loppemarked eller ved, hvor det er godt at lede. Jeg ville blive henrykt, hvis du vil dele dine blade med mig eller kan fortælle, hvor du har set nogle.
Skriv endelig en mail eller kommentar til mig.