Faner

Viser opslag med etiketten skind. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skind. Vis alle opslag

torsdag den 2. februar 2012

Mønster på skindfutter


Johannes sutsko i rulam blev en succes, så nu deler jeg mønstret med jer.
Det er bare et billede (A4), da det ikke er muligt at tilknytte en downloadfunktion til blogger.
Det er en tilpasset børne/voksenmodel, hvor jeg har har givet skoen en god bredde, men stadig har en tydelig højre og venstre sko. Skoen har lange sider, der giver et bredere ombuk og giver skoen lidt mere alfepræg.

Du skal bruge:
• Et stykke rulamsskind ca. 40 x 40 cm. Det skal helst ikke være for kraftigt, da det er til en babysutsko.
• Fedtpen (en god blød stiftblyant kan bruges, men det tager længere tid)
• Klemmer til at holde skindet sammen under sammensyningen
• Hobbykniv
• Skindnål
• Ekstra stærk polyester tråd
• Fingerbøl (nødvendig!)

Fremgangsmåde:
1. Fordel de enkelte mønsterdele (10 dele) på skindets bagside, så du kan se, hvordan du bedst udnytter pladsen. Husk at der både er en højre og en venstre fod;-) Det er en fordel at have overført mønstret til noget pap, så du lettere kan tegne omkring hver del. Husk også at overføre pasmærkerne.
Hårretningen er vigtig. Tænk på at det skal være let at glide ned i skoen - derfor skal hårene vende denne vej.
Er der en del af skindet som er kraftigst, så anvend med fordel denne del til sålerne.

2. Skær delene ud fra skindsiden, så du ikke skærer hårerne over.

3. Sammensy overstykket (midtfor og midtfor) samt sidestykket (midt bag - midt bag). Brug 4 mm som sømrum. Sammensy med knaphulssting. Sammenhold delene med klemmer.

4. Sammensy overstykke og sidestykke. Husk at få pasmærkerne til at passe sammen.

5. Sy den samlede oversko på sålen. Sæt også her klemmer på til at fastholde arbejdet mens du syr. Denne del er den vanskeligste del, da det godt kan være en kamp at holde alle hårene indeni skoen. Start fra hælen og frem. Er overskoen lidt større end sålen, så fordel den overskydende læder i skoens forfod.

6. Færdig!

Du kan evt. lave en hulrække i skoen, så du kan sætte en lille snøre i anklen. Snøren skal ca. være 45 cm.

Har du brug for mere detaljeret beskrivelse af knaphulsstingene og andre fif, så køb eller lån bogen "Hjemmesko til hele familien i rulam og skind" af Elisabeth Meiner Sørensen, hvor jeg er blevet inspireret.

onsdag den 25. januar 2012

Lune skindfutter



Efter nogle dages arbejde i værkstedet (=spisebordet) er jeg næsten i mål med børnenes nye sutsko i rulamsskind.

Johannes sko er helt færdige og indviet uden protester. Hendes sutsko har taget længst tid at lave, for der var ikke en opskrift i bogen, som jeg syntes var pæne babysko - så det blev en tilrettet børne/voksenmodel.
Jeg prøvede at lave dem med voksetillæg, men var samtidig meget tilbageholden, for nu skulle det jo heller ikke blive et par kæmpe kander.  Resultatet blev at de passer perfekt nu, men kunne godt have tålt lidt mere voksetillæg. Til gengæld falder de ikke umiddelbart af hendes fødder, så jeg tror jeg venter med at sætte snørre i anklen. Det kan komme i senere, hvis skindet giver sig meget eller hvis Johanne hiver dem af.


Eskilds ene sutsko er færdig - den anden er ikke syet sammen endnu. Jeg ville gerne have lavet dem i dag, men mine fingre skal lige holde fri. Jeg har fået hård hud på både tommel- og pegefinger og er meget ømme! Har ikke lige fået en god rutine med fingerbøllet endnu. Skoene til ham er efter en opskrift i bogen "Hjemmesko til hele familien i rulam og skind". De er lige med det største til ham - så de passer nok til sommer, hvor han jo ikke bruger sutsko. Når de er blevet færdige, lægger jeg også et billede ud af dem.

Hvis der nogen, der har lyst til at lege med rulamsskind og lave et par sutsko i en str. ca. 9 måneder, må I meget gerne få min tilrettede opskrift.



torsdag den 19. januar 2012

Bliver karry modefarve igen?

... altså lige præcis denne mørke karry? Det spørger jeg mig selv og jer om. Jeg ved sørme ikke helt, hvad jeg skal mene. Måske der er et par år til, at mørkekarry rulamsskind ses i modebilledet igen?
Ikke desto mindre har jeg købt sådan en farve.
Jeg håber det bliver til hjemmesko til Eskild og Johanne. Faktisk er det Johanne, der trænger mest, men den store på 3½ så meget begejstret ud, da jeg sagde, at jeg måske ville lave et par til ham. Det kan jeg jo ikke stå for. Så i stedet for at lave sutsko til den mindste først, er jeg gået i gang med at lave til den store. Jeg kunne næsten ikke få ham i seng i går, fordi han ville se sine sutsko blive lavet.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet så fascineret af skind på det seneste. Måske fordi det er et helt nyt materiale for mig. (Selvom jeg ved nærmere eftertanke kan huske, at jeg havde "læder" som valgfag i folkeskolen.... eller hedder det "at gå til læder"?) Måske er det også spændende at arbejde med, fordi det på mange områder godt kunne trænge til lidt designfornyelse på hobbyplan? Fordi det ikke er mode lige nu? Måske det bare er fordi, jeg bliver alt, alt for fristet, når jeg træder ind i en skindbutik:-) Det ser så indbydende ud og dufter dejligt.

Og her er dagens bonusbillede: Årstallet er 1995!